Det er ikke mere end to måneder siden, at vi her på Berlingske tog fat i landets økonomer for at spørge, hvorfor de præcis som året før havde taget fuldstændig fejl angående retningen på beskæftigelsen i Danmark.

Ifølge de økonomiske vismænds prognose fra efteråret 2022 skulle beskæftigelsen her i februar 2024 være 110.000 lavere end i sommeren 2022. I stedet er den 60.000 højere. Det er et fejlskøn på 170.000 personer. Fra landets klogeste regnemaskine.

Alle som én har danske økonomer fulgt sporet fra vismændene. For det giver ingen mening, at beskæftigelsen bliver ved med at stige, når dansk økonomi ud fra Danmarks Statistiks officielle tal har vist en økonomisk tilbagegang i aktiviteten siden udgangen af 2021, når man ser bort fra medicinalbranchen.

Vismændene har efterfølgende reduceret forventningen til faldet i beskæftigelsen, men pilen vender fortsat nedad.

Vurderingen af arbejdsmarkedet er altafgørende for de økonomiske vismænds anbefalinger til regeringen. Stort jobtab siger foden på speederen. Stor jobvækst siger foden på bremsen.

Nye tal viser, at der er al mulig grund til at gentænke vores syn på arbejdsmarkedet. Og til at betvivle de blodfattige officielle væksttal.

For i februar steg lønmodtagerbeskæftigelsen i Danmark med 5.300 personer. Og det kommer efter, at beskæftigelsen i januar også steg pænt. De 9.549 flere beskæftigede på to måneder ligger – historisk – set i den høje ende, sammenlignet med årene før coronatiden.

På trods af international modvind. På trods af et granatchok fra udbruddet af inflation. På trods af at mange flekslånere har ondt i renten.

Dermed er der 3.014.700 lønmodtagere i Danmark.

Strømmen ind på arbejdsmarkedet

Det skal også ses i sammenhæng med, at arbejdsstyrken bliver ved med at vokse. Ved indgangen af dette år var den vokset til hele 3,2 millioner. Det er en vækst på 13 procent på et årti, hvilket er helt uhørt i et land, der ikke har en hastigt voksende befolkning.

Noget af det skyldes en øget beskæftigelse blandt ikkevestlige indvandrere. Det er både en gevinst for arbejdsmarkedet og dobbelt op for de offentlige kasser, da de så ikke er på overførselsindkomst.

En stor del af stigningen i arbejdsstyrken skyldes de store tilbagetrækningsreformer. Ifølge brancheorganisationen Forsikring & Pension er den gennemsnitlige alder for, hvornår danskerne trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet, steget med mere end tre år det seneste årti, til lige under 67 år. Altså samme alder, som man nu får folkepension.

I og med at mange fortsat benytter sig af myriader af forskellige ordninger til at trække sig tidligere tilbage, betyder det, at flere arbejder forbi den officielle pensionsalder.

Det kan betyde, at vi er blevet bedre til at holde på de vigtige kompetencer. SVM-regeringen har markant forbedret det økonomiske incitament til at blive på arbejdsmarkedet ved, at der ikke længere modregnes i folkepensionen, når man har indtægt fra arbejde.

Den voksende arbejdsstyrke skyldes også, at der er kommet mange flere udlændinge i beskæftigelse herhjemme. Det seneste årti er den udenlandske beskæftigelse steget med næsten 200.000 personer, og andelen er dermed steget fra syv til 13 procent. Det seneste år har udlændinge stået for lidt over halvdelen af væksten i antallet af lønmodtagere på 34.153 personer.

Det er den fortsatte evne til at tiltrække arbejdskraft udefra, der er den afgørende faktor i den fortsatte økonomiske succes i Danmark.

For det betyder, at arbejdsstyrken hele tiden vokser mere, end økonomerne forventer. Og det er netop her, at Det Økonomiske Råds regnemodel tager fundamentalt fejl af det danske arbejdsmarked. Og derfor, at bestanden af danske økonomer mener, at beskæftigelsen er højere, end den vil være i en normalsituation.

Når arbejdsstyrke og beskæftigelse vokser, betyder det, at arbejdsløsheden, der historisk var »kongetallet« for dansk økonomi, ikke længere har særlig stor betydning. Det betyder også, at det rykker ved hele definitionen af, hvornår et arbejdsmarked er »stramt«.

Fortsat stor efterspørgsel

Alle indikatorer for arbejdsmarkedet peger i retning af en fortsat vækst i beskæftigelsen.

Omkring 30 procent af virksomhederne i servicesektoren og byggeriet melder om mangel på arbejdskraft som en begrænsende faktor i produktionen. Altså et fortsat stærkt underliggende behov for nye ansatte.

Industrien har været gennem en meget hård periode med et stort fald i omsætningen i den del, der ikke er medicinalvirksomheder. Men selv her er der nu en let stigning i produktionen og optimismen. Det har også sat sine spor i behovet for arbejdskraft.

Antallet af jobopslag er faldet kraftigt efter genåbningsopsvinget, men ligger fortsat højere end i højkonjunkturen før coronatiden. Antallet af forgæves rekrutteringer, altså hvor der ikke findes en egnet kandidat til en stilling, er også faldet kraftigt i samme periode, men også dette tal ligger højere end før coronatiden. I de seneste seks måneder var der 86.000 forgæves rekrutteringer eller omkring 14.000 om måneden i gennemsnit.

Disse to komponenter stemmer overens med virksomhedernes meldinger om mangel på arbejdskraft.

Det giver et stærkt momentum. 

Og så er der selve efterspørgslen i samfundet – forbrug, investeringer og eksport – der jo i sidste ende bestemmer, hvor meget arbejdskraft der er brug for.

Den stigende beskæftigelse er i sig selv med til at skabe ny efterspørgsel, fordi husholdningernes samlede indkomst stiger.

Dertil kommer, at det får pengene til at fosse ind i statskassen. De seneste opjusteringer af overskuddet i statsregnskabet for 2023 skyldes netop større indtægter fra personskatter. En fortsat stigende beskæftigelse vil højst sandsynligt også give større overskud på de offentlige finanser i år end forudset.

Gunstige vækstudsigter

Men hvad med udsigterne for økonomien?

Dansk økonomi sluttede 2023 med et brag af en fest med en kvartalsvækst på 2,6 procent. Da BNP således slutter året langt over årets gennemsnit, vil væksten fra 2023 til 2024 blive på hele 1,9 procent, uden at der overhovedet er skabt ny aktivitet i løbet af dette år.

Meget af det er en effekt af den meget succesfulde medicinalsektor, anført af Novo Nordisk. Det betyder stor eksport og indtægter fra udlandet. Det betyder store investeringer i forskning og udvikling – og forøget produktionskapacitet. De mange nye fabriksbyggerier vil bidrage til beskæftigelsen i byggeriet, der i forvejen er den højeste nogensinde. Det stiller igen store krav til import af arbejdskraft.

Medicinalsektoren vil i det nærmeste par år være en kilde til økonomisk vækst, selvom en stadig større del af investeringer og produktion i fremtiden vil ligge uden for Danmark. Ikke kun direkte, men eksempelvis også ved at tiltrække nye højtuddannede medarbejdere fra udlandet.

Det giver en forbrugseffekt og kan være med til at skubbe boligpriserne op i særligt attraktive områder. Hvortil så kommer, at mange danskere har fået et direkte løft i formuen gennem stigende aktiekurser.

Men de lysere udsigter skyldes også, at husholdningerne er begyndt at røre på sig efter en tilpasning i forbruget i inflationstiden.

Kombinationen af blandt andet stigende beskæftigelse, coronahjælp og højere lønvækst betyder, at de disponible indkomster er vokset med en fjerdedel siden begyndelsen af 2021, mens forbrugerpriserne er steget med 14 procent.

Der er altså en fremgang i købekraften for husholdningerne samlet set – midt i en tid, hvor mange talte om inflationskrise. Også i år står lønningerne til at stige med fem procent, mens pensioner og andre overførselsindkomster vil blive opjusteret med lønningerne med to års forsinkelse.

Stor vækst i indkomst og tilbageholdende forbrug betyder, at danskerne fortsat forbruger tæt på rekordlidt af de løbende indkomster. Før finanskrisen forbrugte danskerne 105 kroner, hver gang de tjente 100 kroner. Nu er det kun 95 kroner.

Det betyder så, at danskernes indestående i bankerne nu er steget til 1.163 milliarder kroner. Det svarer til næsten hele privatforbruget i 2023. Samtidig betyder stigende aktiemarkeder i kombination med store – og stigende – indbetalinger til pension, at husholdningernes samlede finansielle formuer er steget til over 7.000 milliarder kroner, når man fratrækker gælden. Dertil kommer rekordstore friværdier på baggrund af de generelt stigende boligpriser.

Og læg så til, at boligejerne samlet set har mulighed for at få refunderet mere end 13 milliarder kroner i for meget betalt boligskat. Det er primært uden for hovedstadsområdet – og bidrager dermed til at udligne, at de største finansielle formuer og friværdier er omkring København. Hvortil kommer, at der venter personskattelettelser forude i 2026.

Det går nok snart ufatteligt godt

Men hvad så med de højere boligrenter?

Stadig flere boligejere vil få højere renter på deres boliglån i takt med, at F3- og F5-lån fra før og under coronatiden får en ny rente på lånet. Dem med helt kort rentebinding kan omvendt se frem til en lille lempelse, når Den Europæiske Centralbank (ECB) senere på året sætter renten ned et par gange. 

De, der tog et fastforrentet lån med en kuponrente på fem og seks procent på forhåbning om hurtige rentefald, vil skulle eftertænke deres gældsstrategi.

Men med pæne lønstigninger vil langt de fleste husholdninger kunne klare højere renter. Og husholdningernes samlede renteindtægter er steget fra tæt på nul i 2022 til over ti milliarder kroner i fjerde kvartal af 2023. Det er også købekraft.

For at sige det lige ud: Det er stort set umuligt at slå en økonomi ihjel, når der er så mange motorer, der har fuld kraft frem på samme tid.

Året kan meget vel komme til at begynde med et minus, fordi bilsalget i første kvartal faldt med 31 procent sammenlignet med fjerde kvartal på grund af ændrede afgiftsregler. Men det ændrer ikke på, at mulighederne for en høj forbrugsvækst sjældent har været bedre.

Nordeas forbrugsundersøgelse viser da også, at overskudsdanskeren er tilbage for fuld udblæsning. Siden sidste efterår har der været en markant stigning i vores forbrug af restauranter. Af hoteller. Af flyrejser. Af kultur. Og pudsigt nok virker det, som om vi har kastet det mentale bløde tøj af os. Der har været en kraftig stigning i forbruget af frisør- og skønhedssaloner.

Det er lige nu en langt bedre indikator for danskernes forbrugslyst end den forbrugertillid, der fortsat hænger med mulen.

Den økonomiske risiko i år er klart, at et opsving løber ind i en overophedning med stigende priser og lønninger. Vores problem – som økonomer vil formulere det – er, at danskerne har for mange penge. Det er akkurat det samme, som også skaber den overraskende høje vækst i USA. Forskellen er, at deres rente vil forblive høj.

Virksomhedernes evne til at tiltrække ny arbejdskraft er altafgørende for, at det hele ikke ender med et brag. Men givet den samlede situation kan man nemt argumentere for, at renteniveauet allerede nu er for lavt i Danmark. Jo mere ECB sætter renten ned, desto mere øges risikoen for, at det sætter unødigt gang i økonomien.

Man kan ikke klandre statsminister Mette Frederiksen (S), hvis hun i sit stille sind håber, at økonomien har lige så stor påvirkning af valg i Danmark som i USA. Men sådan er det overhovedet ikke.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør

Det blev til endnu en uge, hvor forsøg på at piske markedsstemningen i vejret løb direkte ind i en mur af økonomisk virkelighed. Hvor det igen blev synligt, at de finansielle markeder atter har læst situationen helt forkert.

Mange danske boligejere går nu en usikker rentesommer i møde. For hvad sker der med renterne forud for de store rentetilpasninger i juli?

Der er ud over tilpasningen af renter på lån med helt kort rentebinding også F3- og F5-lån fra før og under coronatiden, der skal have nye renter. Ikke bare til juli, men også i de kommende kvartaler.

Ved årsskiftet forventede man næsten syv rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve. Centralbanken sagde selv tre – og de finansielle markeder rullede kollektivt med øjnene over, at man blandt rentevogterne ikke forstod situationen bedre.

Når Federal Reserve mødes i næste uge, bliver renten ikke sat ned. Men spørgsmålet er nu, om renten overhovedet bliver sat ned i år. Og det, som slet ingen tør tale om, er, at en renteforhøjelse måske nok ikke er sandsynlig. Men helt udelukkes kan den heller ikke længere.

Det står efterhånden meget klart, at det nuværende renteniveau ikke er en større bremseklods for de amerikanske husholdninger og virksomhederne. Det var der ingen, der havde forestillet sig, da renteforhøjelserne begyndte i 2022.

Det var slet ikke sådan, det skulle være her på vej ind i sommeren.

Resultatet af den nye usikkerhed er, at den amerikanske tiårige statsrente undervejs i ugen nåede det højeste niveau siden begyndelsen af november. Det trak også den tyske og danske statsrente op. Det er nu tæt på, at den fulde palet af fastforrentede realkreditobligationer igen vil have en kuponrente på fem procent.

Det er stik modsat det, som bankøkonomerne med fast stemme havde lovet for ikke mange uger siden.

Amerikanske væksttal overrasker

Den nye runde af rentestigninger torsdag skyldes de amerikanske væksttal fra første kvartal. 

Mange overskrifter har handlet om, at væksten var svag. Men det er forkert. Det var et bomstærkt væksttal ved nærmere gennemsyn. Næsten alt det, der siger noget om tilstanden i den private sektor, gjorde det godt.

For væksten i privatforbruget på 0,6 procent i forhold til kvartalet før var drevet af den største vækst i efterspørgslen efter tjenesteydelser siden genåbningskvartalerne i 2021. Og netop sammensætningen af væksten er vigtigt.

Tjenesteydelser produceres i USA og skaber amerikanske job. Det er med til at holde jobvæksten høj.

Dertil kommer, at der var stigninger i de fleste investeringskomponenter. De samlede investeringer viste den største kvartalsvækst i to år.

Boliginvesteringerne så den højeste vækst siden udgangen af 2020. Investeringerne i produktionsudstyr steg efter to kvartaler med fald. Og væksten i intellektuelle rettigheder, der blandt andet dækker over software, er nu tiltaget de seneste to kvartaler til den højeste vækst siden udgangen af 2022.

Alt sammen på et tidspunkt, hvor den officielle rente er på det højeste niveau i mere end 20 år. De høje renter burde i økonomisk teori give et fald i investeringerne, men det er åbenlyst, at virksomhederne anvender en anden rentesats i deres investeringsbeslutninger. Det er også derfor, at døren ikke kan smækkes helt i for en renteforhøjelse i USA – selvom den er ret usandsynlig.

I de kommende kvartaler vil den netop vedtagne militære hjælpepakke til blandt andet Ukraine igen sætte gang i de militære indkøb – og det store hop i importen i første kvartal skyldes delvis leverancer af nye civile fly. Det er et nybrud i konkurrencen mellem amerikanske Boeing og europæiske Airbus, at amerikanske flyselskaber i stigende grad køber europæiske fly.

Oven i de stærke væksttal kom så nogle helt forfærdelige inflationstal.

De samlede prisstigninger var på 3,1 procent i forhold til året før, når de måles ud fra nationalregnskabet. Men hvis man fjerner energi og fødevarer – den såkaldte kerneinflation – steg inflationen fra to til 3,7 procent.

Og stigningen i priserne på forbrugervendte tjenesteydelser hoppede fra 3,4 procent til 5,4 procent. Det skal ses i direkte sammenhæng med den stærke vækst i selve forbruget af tjenesteydelser. En sådan serviceinflation er helt uforenelig med lavere renter.

Resultatet er, at såvel analytikere som investorer og boligejere nu må tilbage i grublehjørnet. Også her i Europa.

ECB er bundet til USA

For godt nok er europæisk og amerikansk økonomi to helt forskellige steder. Men der er grænser for, hvor meget Den Europæiske Centralbank (ECB) kan rykke sig i forhold til de amerikanske kollegaer, uden at det sætter gang i en ny svækkelse af euroen.

Hvis euroen svækkes, vil importerede varer igen stige i pris i Europa, og så er der igen risiko for en spiral af stigende priser og lønninger.

Her er de stigende råvarepriser i forvejen noget, der ikke er med i ECBs inflationsforventninger. Dertil kommer, at serviceinflationen også er alt for høj i euroområdet og de seneste måneder har holdt sig stædigt på fire procent.

ECB holder fortsat fast i en rentenedsættelse i juni. Og de seneste stigninger i markedsrenter er ganske markante og har jo i sig selv bidraget til en stramning i de finansielle forhold.

Men der er tegn på, at økonomien trods alt er på vej ud af det mørkeste vintermørke, og ledigheden i euroområdet er i forvejen den laveste nogensinde målt.

En europæisk rentenedsættelse i juni er fortsat ikke mejslet i sten. Og de amerikanske nøgletal gør slet ikke argumentationen nemmere.

De seneste par uger har ledende medlemmer fra ECB og eurolandenes centralbanker haft travlt med at fremsætte deres syn på mulighederne for at handle uafhængigt af Federal Reserve. Der er meget stor uenighed om, hvor hurtigt ECB kan gå frem. Det handler måske mindre om juni, og mere om, hvad der skal ske efterfølgende.

Danske flekslånere kan få flere ubehagelige overraskelser resten af året.

Flyruten mellem Rønne og København giver flyselskabet Danish Air Transport (DAT) et årligt underskud på 18 millioner kroner.

Det oplyser direktør Jesper Rungholm til TV 2/Bornholm.

Ledelsen overvejer derfor at lukke ruten for at stoppe pengene i at fosse ud af virksomheden.

Men en aftale med Region Hovedstaden gør, at selskabet ikke kan stoppe flyvningerne.

- Hvis vi kunne stoppe i morgen, så havde vi stoppet i morgen. Men det kan vi ikke. Vi har en kontrakt, og vi er forpligtet til at beflyve den kontrakt, indtil den løber ud, siger Rungholm til TV 2/Bornholm.

Aftalen udløber om et halvt år. Derefter kan Region Hovedstaden insistere på at forlænge aftalen med et år. Og det er Jesper Rungholm "bange for, at den bliver", siger han.

Kontrakten forpligter DAT til at fragte Region Hovedstadens hospitalspatienter frem og tilbage mellem Rønne og København et fast antal gange om dagen.

Men DAT overvejer alligevel at lukke ruten, fordi "18 millioner kroner om året er altså mange penge", siger Jesper Rungholm til TV 2/Bornholm. Han mener, at man kan "køre en retssag" for de penge.

En lukning kan potentielt få betydning for 193.000 årlige flypassagerer, som ville skulle bruge 3,5 timer på færgen i stedet for 1,5 time med fly.

Ifølge en rapport, som konsulentvirksomheden EY og Epinion har udarbejdet for Trafikkontaktrådet, vil en lukning af flyruten gøre det mindre attraktivt at bosætte sig på Bornholm.

Rapporten kommer med et bud på en løsning på problemet. Færgeforbindelserne mellem Bornholm og henholdsvis Ystad og Køge under navnet Bornholmslinjen modtager i dag 180 kroner i statsstøtte per passager.

Hvis man i stedet flyttede noget af støtten til flyruten - og reducerede støtten til Bornholmslinjen til 160 kroner - ville man ifølge rapporten kunne skabe økonomisk balance for flyruten.

Omfordelingen af midlerne kan dog tidligst ske i 2030, hvor statens nuværende kontrakt med Bornholmslinjen udløber. Det vil også kræve, at flyruten til København kommer i offentligt udbud, ligesom færgeruten er.

I 2023 boede der 39.602 personer på Bornholm. Ambitionen er et indbyggertal på 42.000, og det er der ifølge flere års tal fra Danmarks Statistik lange udsigter til.

/ritzau/

Renten er skudt i vejret, og det kræver nu en ganske solid løn og indtægt, hvis man gerne vil ind på det københavnske boligmarked og købe hus. 

Det viser beregninger, som Realkredit Danmark, RD, har foretaget for Berlingske. De tager udgangspunkt i et 5,0-procent boliglån med fast rente og en familie med to børn, der går i henholdsvis vuggestue eller dagpleje og børnehave.

Hvor stor indkomsten skal være afhænger af, hvilke regler man konkret ser på.

Den ene regel er spørgsmålet om, hvor meget indkomst man skal have for at købe et – i det her tilfælde – gennemsnitligt parcelhus på 140 kvadratmeter i de enkelte kommuner.

Men oveni kommer også regler om, hvor meget gæld man må have i forhold til ens indkomst. Den restriktion har størst betydning i de større byer, og den øger kravene til indkomsten ganske betydeligt.

Hvis vi i første omgang glemmer spørgsmålet om gælden og alene ser på, hvor meget indkomst familierne skal have, træder der nogle ret klare tal frem.

Frederiksberg Kommune topper listen. Her skal familien samlet tjene 1,66 millioner kroner for at kunne købe et hus.

I Gentofte skal man have en indkomst på lige under 1,4 millioner kroner, mens kravet i Københavns Kommune lyder på en indkomst på 1,28 millioner kroner.

Vender vi blikket mod jyske kommuner som Skive, Struer og Viborg lyder kravene til indkomsten fra omkring 720.000 kroner og op til 754.000 kroner.

Det vil sige omkring det halve af, hvad der kræves i landets dyreste kommuner.

»Samlet set understreger det, at det som ung boligkøber i dag er relativt vanskeligt at få adgang til det københavnske boligmarked, mens adgangen ser fornuftig ud generelt set på landsplan. Det skyldes i sagens natur de markante geografiske prisforskelle på boligmarkedet,« siger cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig.

Den bindende restriktion

Tallene skal også ses i lyset af, at i vi gennem de senere år har fået en nærmest rekordstor stigning i boligrenten. 

Høje boligpriser og høje renter er ikke nogen god kombination for nye boligkøbere, men den situation vil sandsynligvis vare ved i og omkring Hovedstaden.

Som beskrevet i Berlingske onsdag, spår cheføkonom i Nordea Helge J. Pedersen, at den højere boligrente på de fastforrentede lån er kommet for at blive.

Netop betydningen af den højere rente ses tydeligt i beregningerne fra RD. 

Da renten nåede bunden, kunne man få et fastforrentet lån med en rente på kun 0,5 procent. Det var rekordlavt. 

I dag er renten røget helt op omkring de fem procent, og det betyder, at indkomstkravene til huskøberne i København, på Frederiksberg og i Gentofte er steget med henholdsvis 107.447 kroner, 191.893 kroner og 148.329 kroner.

Det er den stigning, der skal til i den årlige indkomst.

Oveni kommer så reglerne om gældsfaktoren. Den siger, at ens gæld højst må være fire gange ens årsindkomst.

Den har først og fremmest betydning i de store byer.

Hvis vi igen tager København og Gentofte, så kræver det en årlig indkomst på 1,65 millioner kroner og 1,94 millioner kroner for ikke at banke hovedet op i gældsloftet. 

Listen toppes dog suverænt af Frederiksberg. Her skal familien have en indkomst på 2,46 millioner kroner for at kunne købe et parcelhus.

Kravene til boligkøberne er således en hel del højere, når man ser på gældsfaktoren i de tre kommuner, og Christian Hilligsøe Heinig fremhæver, at det oftest er gældsrestriktionen, som familier i hovedstadsområdet bliver begrænset af.

»Beregningerne illustrerer, at der er en del boligkøbere gennem en årrække, som har oplevet, at gældsfaktoren og ikke rådighedsbeløbet har været den bindende restriktion for boligkøbet. Det kan også give en forklaring på, at de kraftigt stigende renter gennem de senere år trods alt ikke har haft en så stor effekt, som mange økonomer havde forventet, især i de dyreste boligområder,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

Opdager hvad det koster

Graver vi ned i tallene fra RD kan vi se, at indkomstkravene er noget lavere, hvis man bevæger sig lidt uden for København.

For at komme under et indkomstkrav på én million kroner for hele familien for at kunne købe et hus skal man flytte til kommuner som Brøndby, Hillerød, Ishøj og Høje-Taastrup.

Hvis indkomstkravet skal under 900.000 kroner, skal man flytte til Frederikssund, Gribskov og Halsnæs.

Hverken chefanalytiker og boligøkonom hos Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann eller fremtidsforsker Jesper Bo Jensen fra Center for Fremtidsforskning er i tvivl om, at den høje rente og de høje boligpriserne i hovedstaden vil få flere unge til at søge ud af byen.

»Renten er den grimme faktor. Hvis den bliver på det her niveau, kommer det til at betyde, at de unge vil flytte ud af København. Det er allerede i gang i stort omfang. Det accelererede under corona, men det er fortsat,« siger Jesper Bo Jensen.

Han fremhæver, at der i 2023 flyttede netto 7.000 personer ud af København.

»De unge siger, at de starter med at lede efter noget i nærheden af, hvor de bor, men så opdager de, hvad det koster. Kravene til boligen og eksempelvis børneværelset. Og så flytter de ofte til steder, de slet ikke kendte, men bliver glade for,« siger Jesper Bo Jensen.

En befærdet vej

Lise Nytoft Bergmann påpeger, at de unge ofte er fanget i den lidt grimme cocktail, at de behøver mere lån, fordi de ikke har ret meget friværdi at komme med. 

Det gør det endnu sværere at købe bolig, når renten er så høj.

»Derfor er det naturligt, at de unge mennesker overvejer deres alternativer. Det kan være at flytte ud, men det kan også være at bo til leje længere tid end planlagt. Det er spørgsmålet, om man vil gå på kompromis med beliggenheden eller ejerformen,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Hun er ikke i tvivl om, at antallet af kompromisser, de unge skal tage stilling til, når de vil købe bolig, er blevet længere.

»Det kan være, at de rykker til Ballerup i stedet for Gladsaxe. Men det kan også være, at de vælger at blive i Gladsaxe, men så accepterer, at boligen er i lidt dårligere stand eller ligger ved en befærdet vej,« siger Lise Nytoft Bergmann og påpeger, at selv om det er blevet sværere for førstegangskøberne, er de bestemt ikke dømt ude.

Tegner lysere

Jesper Bo Jensen og Lise Nytoft Bergmann kommer også på hver deres måde med en opmuntring til de unge, der river sig i håret over boligpriserne i hovedstadsområdet.

Jesper Bo Jensen fremhæver, at når diverse økonomer spår, at de lange boligrenter vil holde sig på det her niveau, så går det ofte stik modsat.

Lise Nytoft Bergmann understreger, at rigtig mange lønmodtagere har fået flotte lønstigninger, og hvis renten falder, vil de få øget deres købekraft.

»Hertil kommer, at der ikke er udsigt til kraftige prisstigninger. Fremtiden tegner lysere end der, hvor vi er i dag,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Danmark, et af verdens bedste iværksætterlande. Verdens bedste lufthavn i København. En fantastisk sundhedssektor! Uovertruffet uddannelsessystem. Et samfund med velfærd som en kerneværdi. Hvor vi hjælper hinanden.

Det er nogle af de ting, man gang på gang hører remset op, når folk roser Danmark, især over for udlændinge, eller når politikerne taler til os. Ting, der vidner om et utroligt indsnævret, gammelt og indadvendt syn på sig selv – uden at rejse ud af Danmark og se, hvordan verden ændrer sig, og hvilke løsninger andre samfund har. Mens vi har været gået i stå i lang tid, hvilende på laurbær. De er visnet for længst.

»Og så har vi vores demokrati,« muses der også. Men det ville klæde den demokratiske ånd, hvis vi, der betaler, havde mere medbestemmelse og indsigt. Ved du, hvad dine skattepenge præcis går til? Hvad går pengene til på Borgen, skal vi virkelig betale for spindoktorer og konsulenter, der mudrer politikernes budskaber til os i stedet for, at de taler selv? Skal vi sponsorere valgkampe, hvor løfter og mudderkastning er central – før vi forsørger os selv?

Skal vi betale for skandalesager og selvgranskning, it-systemer og en minkskandale, der bliver dyrere end en storebæltsbro og tager længere tid at afslutte?

Nu er der vupti dukket flere milliarder kroner op på Nicolai Wammens finansministeriekonto. Vores skattebetalte politikere vil ikke ud med, hvor mange skattepenge det er, eller hvad de skal gå til. Det er vores – borgernes – sammensparing, som politikerne p.t. lusker lidt rundt med. Hvorfor skal vi underholde det show? Tør man håbe på skattelettelser? Eller skal vi genindføre store bededag (hvilket jo i øvrigt var en kæmpe joke at fjerne, samtidig med at man besluttede, at Københavns Kommune skulle afprøve firedages arbejdsuge)?

Færre iværksættere end tidligere

Eller skulle vi gøre alvor af at hjælpe den synkende skude – iværksætteriet? Et af de områder, der er mest sagnomspundet i sagaen om Danmark som iværksætternation. Ja, det ord stammer fra Erhvervsministeriets hjemmeside, der konkluderer, at iværksætteriet »står stærkt«. Men der er færre iværksættere nu end nogensinde. Hallo? Næ, mon ikke milliarderne ryger ned i den offentlige sektor igen. Sidste år nåede den igen rekordstørrelse.

Mens der har været travlt med at slå ring om Børsen, har Dansk Erhverv udgivet noget meget vigtigere. En dyster rapport, der understreger den paradoksale skævhed i prioriteringen af det offentlige frem for især små og private erhverv. En rapport, der illustrerer, at den offentlige sektor på linje med universet ekspanderer i accelererende fart, mens mængden af nye virksomheder forsvinder ned i et sort hul.

Hvis regeringen er en gås, så er det offentlige deres foie gras – en stopfodret og evigt voksende fedtlever. En dag sprænger den, og gåsen dør. Det bliver, når alle er under formynderi eller arbejder for den ineffektive stat, og der ikke er nogen, der kan eller vil drive virksomhed i Danmark. De små kan ikke, og de store vil ikke på grund af skattehelvedet.

Det er ikke varme hænder i det offentlige, man mærker flere af. Ikke flere børnehavepædagoger eller ældrepleje. På de områder er det de samme historier om gamle mennesker, man gruer for at sende på plejehjem, fordi de bydes ubærlige omgivelser. Ventetider på mugne hospitaler. Børnehaver med 17 minutters voksentid. Der er lige udgivet en bog om, at velfærdsstaten ikke længere kan give små børn den omsorg, de har behov for.

Nye forsinkelser i udrulning

Kerneværdierne sættes konstant til side for flere administrative ansatte, hvor det er svært at se forbedringen i kontakten og ventetiderne med instanserne, år for sager med skat, måneder for bindende svar, timer for online og telefonisk tilgang. En rigid kassemæssig tankegang uden fleksibilitet, når borgere havner i problemer grundet systemiske fejl.

Års ventetid på at ordne skattekaos, granske sig selv, komme igennem minksager mv. Alt er forsinket, fra iværksætterstrategien, der ALDRIG kommer, til skattelovrådets forslag til ny kryptobeskatning, der skulle have kommet sidste år og haster, da almindelige borgere er i klemme for millioner. Belys: Hvor er effektiviseringen sket?

Og så lige en anden ting: Få nu styr på den skændsel af en rådhusplads. Rådhuset og området bør være en kronjuvel for København, men det ligner, jeg ved ikke hvad. Få fejet, flyttet pølsemanden et par meter, sat lidt grønt op og åbn en varmestue eller noget, så man kan få folk ud af soveposerne. Det kan altså ikke være rigtigt, at der skal se sådan ud. 

Den plads bliver efterhånden kun brugt til demo og distortion, det burde være et sted, man havde lyst til at se. Få nu noget stil for pokker. I kan måske plante nogle buske, mens I tænker over det med milliarderne. Eller gå ned og hjælp i børnehaven eller noget. Gå lidt i praktik ude i verden.

Esther Dora Rado er iværksætter og brandingekspert

Berlingskes privatøkonomiske brevkasse giver svar på alle dine spørgsmål om renter, pension, bolig, formue og meget mere.

Send dine spørgsmål til dinepenge@berlingske.dk

Kære brevkasse

Jeg er i den situation, at jeg nu skal sætte gang i min ratepension og vælge, i hvor lang tid den skal udbetales over. Jeg er 71 år og altså ikke så interessant for arbejdsmarkedet.

Som reglerne er lige nu, skal alle pensioner være udbetalt, senest når man fylder 90 år, hvilket i sig selv er underligt, når mange bliver ældre end det, så hvorfor kan det ikke forlænges?

Hvis jeg sætter gang i udbetalingerne, så de slutter, når jeg bliver 90 år, har jeg ingen mulighed for undervejs at afkorte disse udbetalinger, for sådan er loven, og det giver for mig absolut ingen mening.

Hvad er baggrunden for, at reglerne er sådan, og hvad er baggrunden for, at man ikke kan ændre det?

Med venlig hilsen
S.R.

Kære S.R.

Det er Folketinget, der har besluttet reglerne for udbetaling af ratepension, hvor det for dig skal udbetales over mindst ti år, maksimalt 30 år – men den skal være udbetalt ved dit 90. år. Du kan altså godt vælge at starte din ratepension nu, med udbetaling over ti år. 

Du kan ikke forkorte udbetalingsperioden, men du kan vælge undervejs at forlænge den, hvis du ønsker det. Det skal normalt gøres inden udgangen af november, idet forlængelse af løbetiden træder i kraft ved årsskiftet.

Du kan også vælge at omdanne din ratepension til en livrente. Dermed får du en pensionsydelse hele livet. Du kan normalt tegne en garanti på en livrente, så eventuel efterlevende ægtefælle kan overtage livrente ved din død. 

Omdannelse til livrente medfører en lavere udbetaling og endnu lavere, hvis der er garanti på. Det skal du tale med et pensionsselskab om, da en bank ikke kan tegne livrenter.

Med venlig hilsen
Søren Verup
seniorrådgiver i Beierholm Finansiel Rådgivning

Send dine spørgsmål til dinepenge@berlingske.dk

Nu går den ikke længere.

En god flok boligejere har de seneste år set til fra sidelinjen, mens renterne er sprunget i vejret. Men for tusindvis af flekslånere, der skal have ny rente til sommer, falder hammeren snart.

Og det bliver dyrt.

Landets største realkreditselskab, Totalkredit, sætter nemlig F3- og F5-lån på auktion i slutningen af maj måned. Fælles for lånene er, at de indtil nu har haft en negativ rente.

Men det slutter snart. Renten er steget betragteligt siden 2019 og 2021, hvor lånene sidst var under hammeren. Derfor kan de 8.000 boligejere, som det vedrører, godt forberede pengepungen.

»Der venter en betydelig merregning, fordi boligejerne vil få en rentestigning på over tre procentpoint,« siger Sune Malthe-Thagaard, chefanalytiker i Totalkredit.

Dog er det ikke blot kassebeholdningen hos 8.000 F3- og F5-lånere, der står for skud. En hel skare af flekslånere, som får ny rente hver sjette måned, bliver formentlig også ramt på pengepungen til sommer.

Det kan virke paradoksalt i en tid, hvor Den Europæiske Centralbank taler om at sætte renten ned.

Et lille udbud

I alt er der tale om, at boliglån for cirka 16 milliarder kroner ryger under hammeren for at få ny rente den kommende tid.

Det er »et ret lille udbud«, konstaterer Frederik Romedahl Poulsen, chefanalytiker i Danske Bank. Alligevel er det svært at finde lyspunkter på boligejernes vegne.

»Ingen tvivl om, at det, der sker lige nu, ikke har gjort det nemmere for låntagere med rentetilpasning forude,« siger chefanalytikeren med henvisning til, at markedet nu tror på færre rentefald fra Den Europæiske Centralbank end tidligere.

Det har givet genlyd på blandt andet F5-renten, som er steget godt 0,25 procentpoint siden april.

Selvom hammeren for de 8.000 F3- og F5-lånere først falder endegyldigt i slutningen af maj, så tegner der sig et klart billede af, at de må grave dybere i lommerne.

Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit, har regnet på, hvor stor ekstraregning de pågældende låntagere kan ende med.

Meget lidt positivt at sige

Tager man udgangspunkt i kurserne fredag formiddag, vil F5-renten lande på 3,2 procent og F3-renten på 3,3 procent.

Zoomer man ind på F3-lånerne, som afdrager, kan de få en månedlig ekstraregning på 680 kroner efter skat pr. lånte million. Endnu stejlere går det for F3-lånerne uden afdrag, som står til at skulle betale 1.930 kroner mere for at låne en million.

F5-lånerne har udsigt til en stigning af cirka samme kaliber. Det vil blive omtrent 620 kroner dyrere at låne en million med afdrag. Og 1.770 kroner dyrere uden afdrag.

»Det eneste positive, man kan sige, er, at det (højere renter, red.) ikke kommer som nogen overraskelse længere. Vi har snakket om høje renter i et godt stykke tid,« siger Lise Nytoft Bergmann.

De afdragsfrie lån rammes hårdest, fordi en del af rentestigningen ikke kan omvæltes i et lavere afdrag – sådan som tilfældet er for lånene med afdrag.

Realkreditlån er nemlig bygget op som et annuitetslån. Det vil, ifølge Nordea, sige, at ydelsen typisk vil være den samme i hele lånets løbetid. I starten af lånets løbetid vil størstedelen af ydelsen bestå af rente, og en mindre del vil være afdrag. Men over tid vil en stadig større del af ydelsen blive afdrag på gælden.

Selvom ekstraregningen kan løbe op i mange tusinde kroner hver måned, så er Totalkredit – som snart sender lånene under hammeren – ikke bekymret.

Sune Malthe-Thagaard betoner nemlig, at det overordnet er nogle ret pengestærke boligejere, som står over for rentestigninger i denne omgang.

Han bemærker, at der generelt er en overvægt af sjællændere og folk omkring storbyerne med variable lån. Mange af dem har oplevet værdistigninger på deres bolig og er erfarne på boligmarkedet.

»Det er boligejere med en god økonomi, som vil opleve stigende renter, og det er også derfor, at vi ikke er bekymrede for rentestigninger,« siger Sune Malte-Thagaard.

Men kan du forstå, hvis boligejerne selv er bekymrede?

»Selvfølgelig kan jeg det. Jeg hører, der er masser, hvor det fylder. Selv folk med gode økonomier, som ikke er bekymrede for, om de kan klare det, synes, det er træls,« siger Sune Malthe-Thaagaard:

»Hvis man er bekymret – uanset hvor meget – så bør man tage fat i sin bankrådgiver.«

Det hører dog også med til fortællingen, at det netop er i det område, hvor der er flest med flekslån, at boligejerne generelt også vil opleve den største stigning i de nye boligskatter.

Redningen ude af sigte

Den højere rente slår igennem for F3- og F5-lånerne 1. juli.

Men den fastsættes allerede på auktionerne i slutningen af maj, og det kan føles som salt i såret, at de 8.000 boligejere lige nøjagtigt risikerer at misse en rentenedsættelse.

Den Europæiske Centralbank, ECB, har nemlig i månedsvis varmet op til at sænke renten på deres møde i juni. Men intet er sikkert.

Og inden man gnider saltet for meget rundt i såret, betoner både Sune Malthe-Thaagaard og Lise Nytoft Bergmann, at markedet allerede har taget højde for noget af det mulige rentefald.

»Selvom renten ser høj ud, så tager investorerne allerede forskud på glæderne om, at ECB sætter renten ned. Man regner noget af rentefaldet ind, inden det kommer, men hele rentefaldet regner man selvfølgelig først ind, når ECB trykker på knappen,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Til gengæld når godt 16.000 F-kortlånere hos Totalkredit og 10.000 FlexKort-lånere hos Realkredit Danmark at få det potentielle rentefald med.

Alligevel står de for skud.

En anden gruppe bliver ramt

De godt 26.000 boligejere i de to institutter skal nemlig have en helt ny obligation.

Det sker med et par års mellemrum for dem med de korteste rentebindinger. Det særlige er, at de nye obligationer efter alt at dømme vil ende med et højere kurstillæg end hidtil. Kurstillægget er den merrente, som investorer vil have for at købe obligationen i forhold til den underliggende rente.

Dermed vil rentebesparelsen – helt eller delvist – blive spist op.

Realkredit Danmark forventer, at tillægget vil gå fra 0,37 procentpoint til 0,55 procentpoint.

»I så fald venter vi en samlet rente på 3,8 procent for disse låntagere – og dermed 'kun' et rentefald på 0,2 procentpoint i forhold til, hvad de betaler nu,« siger Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark.

Stigningen er voldsommere i Totalkredit, hvor kurstillægget i yderste tilfælde kan gå fra 0,12 procentpoint til op over 0,5. Det vil betyde en forskel på 0,38 procentpoint.

»Den gruppe kommer til at sidde med en måske lidt ærgerlig fornemmelse, fordi de kommer til at gå glip af noget rentefald,« siger Sune Malthe-Thagaard.

De variable lån, som får en ny rente hver sjette måned, fastsættes ud fra den officielle cita6-rente, der fastsættes hver dag i pengemarkedet, og et kurstillæg. Og selvom cita6-renten har pil ned, hvis ECB sænker renten, så har kurstillægget pil op.

Sune Malthe-Thaagaard forklarer, at kurstillæggets pil op skyldes en »myriade« af grunde. Blandt andet, at der er flere F-kort-obligationer i omløb, hvilket presser tillægget op.

Desuden vil de nye obligationer vare længere end hidtil. Det betyder en større risiko for investorer, og dermed kræver de en højere kompensation i kurstillægget.

Totalkredit forventer, at ECB sætter renten ned tre til fire gange i år. Markedet forventer to til tre a 0,25 procentpoint.

Udenlandsk arbejdskraft bidrog i 2023 til 11,6 procent af Danmarks bruttonationalprodukt (bnp).

Samlet har udenlandske lønmodtagere bidraget med 322 milliarder kroner til Danmarks bnp sidste år, viser en analyse fra Dansk Erhverv på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

- Det viser, at udenlandsk arbejdskraft er uundværlig for dansk økonomi, lyder det fra Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv.

De 322 milliarder kroner er det højeste bidrag til bnp fra udenlandsk arbejdskraft nogensinde ifølge erhvervsorganisationens analyse.

Samtidig viser analysen, at 15 procent af alle fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere i Danmark i 2023 var fra udlandet. Det svarer til 318.000 lønmodtagere.

For Dansk Erhverv er udenlandsk arbejdskrafts betydning for den danske økonomi vigtig at få frem, da man ifølge Brian Mikkelsen stadig "har en tendens til at blande diskussionen om udenlandsk arbejdskraft med udlændingepolitikken".

- Udenlandsk arbejdskraft er uanset hvad en kæmpe, kæmpe gevinst for vores samfund.

- Mange virksomheder ville ikke fungere uden udenlandsk arbejdskraft, vi ville mangle finanserne, og vi ville blive et fattigere land, siger han.

Og der er brug for endnu flere hænder fra udlandet på grund af "demografisk modvind", mener Brian Mikkelsen.

- Helt konkret foreslår vi, at man laver partnerskabsaftaler med lande, som kan bidrage til det danske samfund. Det kan være ingeniører fra Indien, det kan være it-folk fra Canada, det kan være servicefolk fra Filippinerne.

- Det vil være win-win-win for det danske samfund. For de kommer ind i en virksomhed og udfylder en funktion, de betaler skat, og virksomhederne kan blive ved med at udvikle sig, siger Brian Mikkelsen.

Danmarks anden store erhvervsorganisation Dansk Industri kom onsdag frem til, at næsten 9 ud af 10 nye medarbejdere hen over det seneste år er udenlandske medarbejdere.

Beskæftigelsen er i perioden vokset med 22.759 medarbejdere og nettotilgangen af udenlandsk arbejdskraft er på 19.811 personer. Det svarer til 87 procent.

Ifølge Dansk Industri handler det først og fremmest om, at der ikke er flere ledige danske hænder.

/ritzau/

Et lager på 25.000 cykelhjelme fra det konkursramte selskab Hövding er blevet solgt til udlandet.

Det rapporterer det svenske medie SVT Skåne.

Selskabet endte i store problemer, efter at Sverige i december besluttede at stoppe salget af cykelhjelmen Hövding 3.

Salgsforbuddet blev dog ophævet i april i Sverige, og det har muliggjort et salg af hjelmene til en ikke offentliggjort udenlandsk køber, skriver SVT.

- Køberen ved, at en del af hjelmene har været omfattet af et salgsforbud, siger kurator Johan Klåvus til mediet.

Hjelmene havde angiveligt tidligere en værdi på 75 millioner svenske kroner.

Kuratoren ønsker ikke at sige, hvem der har købt hjelmene. Der er tale om en europæisk virksomhed, men køberen har forpligtet sig til at sælge hjelmene uden for EU.

I Danmark blev salget af Hövding 3 stoppet i februar - dog uden at der blev nedlagt egentligt forbud.

Sikkerhedsstyrelsen opfordrede forhandlere til at stoppe salget af Hövding 3, "da hjelmen ikke lever op til sikkerhedskravene".

De 12 forhandlere, som styrelsen kendte til, fulgte opfordringen og stoppede salget.

- En væsentlig risiko ved funktionen af Hövding 3 er, at airbaggen ikke bliver udløst og dermed ikke giver beskyttelse, hvis brugeren bliver ramt direkte forfra enten ved sammenstød med et køretøj med flad front som en bus eller en lastvogn, eller fordi brugeren kører ind i for eksempel en mur eller et træ, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

Sikkerhedsstyrelsen understreger, at cykelhjelmen ikke er farlig - og også yder bedre beskyttelse end ikke at bruge nogen værnemidler.

Har man allerede købt en Hövding 3, frarådes det således ikke at bruge den.

Det er dog "vigtigt, at brugerne er klar over, hvad deres airbag egner sig til, og hvornår de ikke er beskyttet", sagde vicedirektør Kirsten Wilbour Dam Christiansen i februar.

/ritzau/

At rejse er at leve.

Men at rejse er også at bruge rigtig mange penge på hoteller, fly og mad.

Hvad de færreste nok tænker over, er, at man oveni betaler gebyrer til sin bank, hver gang man svinger sit betalingskort i udlandet. Dog er gebyret ganske forskelligt, afhængigt af hvilken dansk bank man er kunde i.

Det viser en gennemgang af prislisterne i 44 danske banker, som banktjenesten Mybanker har foretaget for Berlingske.

Mybanker har specifikt set nærmere på bankernes valutakurstillæg. Det vil sige, hvor mange procent banken lægger oven i valutakursen, når man betaler med henholdsvis Visa eller Mastercard Kredit i udenlandsk valuta.

»Der er ikke voldsomt dyre forskelle, men der er et par enkelte banker, der stikker ud,« siger Jens Uhrskov Hjarsbech, som er cheføkonom i Mybanker.

En af dem er Sydbank.

Visa er billigere

Landets tredjestørste bank tager hele 2,9 procent af beløbet, når kunderne stikker deres Mastercard Kredit i en terminal uden for Europas grænser.

Det samme gælder for blot tre mindre banker. Sydbank ligger også helt fremme i gebyrfeltet, når kunderne bruger Visakort, både i og uden for Europa.

Sydbank skriver til Berlingske, at banken løbende kigger »på priser og tilpasser dem, når vi finder det relevant, blandt andet i forhold til vores forretning, lovgivning og konkurrencen på markedet«.

En anden stor dansk bank stikker ud i den mere positive ende, men generelt er det lidt billigere at svinge sit Visakort end sit Mastercard i udlandet.

»Mastercard er lidt dyrere. Ofte er der andre tjenester tilknyttet et Mastercard, som forsikringer, og det kan gøre omkostningerne lidt højere,« siger Jens Uhrskov Hjarsbech.

Han understreger desuden, at Mybanker har taget udgangspunkt i Visa Debit, som mange danskere har i deres Visa/Dankort.

To storbanker i den venlige ende

I den billige ende af skalaen finder man Danske Bank.

Landets største bank har som den eneste intet valutakurstillæg inden for Europa i øjeblikket. Men det ændrer sig.

Når kalenderen viser juli, skal bankens kunder betale 0,5 procent for at bruge betalingskort i Europa. De nuværende 1,5 procent vil fortsat gælde uden for Europas grænser.

Det vil trække Danske Bank op akkurat på niveau med Nordea.

»Danske Bank er faktisk rimelig billig, og Nordea er også konkurrencedygtig på vekselgebyret,« siger Jens Uhrskov Hjarsbech.

Uanset hvilken bank man har, kan man afbøde lidt af skaderne ved altid at betale i den lokale valuta, når man står i udlandet. 

»Man skal altid vælge at betale i den lokale valuta, selvom man nogle gange bliver tilbudt at betale i danske kroner. Det er, fordi vekselkursen i de butikker vil være til butikkens fordel – ikke din,« understreger cheføkonomen.

Desuagtet kan gebyret på valutakursen hurtigt løbe op i mange penge – især hvis man rejser meget. De forretninger, man bruger kortet i, kan nemlig også lægge egne gebyrer oven på bankens, pointerer cheføkonomen.

Samtidig skal man som bankkunde også hoste op med gebyr, hvis man sidder hjemme på sin egen sofa, men internetshopper i en udenlandsk valuta.

Men alligevel mener cheføkonomen ikke, at man bør skifte bank efter vekselgebyret.

»Det skal man bare leve med«

Der er nemlig mere »smæk for skillingen« på andre parametre.

Jens Uhrskov Hjarsbech peger på, at det i højere grad kan svare sig at skifte bank alt afhængig af renter på ens lån.

»I det store hele er vekselgebyret bare én del af, hvad det koster at være kunde i en bank,« siger cheføkonomen.

Og hvis man snart skal pakke kufferten, så minder Jens Uhrskov Hjarsbech om, at der kommer nogle klare fordele ved at have et betalingskort frem for at slæbe en masse kontanter med.

»Det er ofte billigere at betale med betalingskort end at hæve kontanter ude i Europa. Og så skal man huske på, at så dyrt er det heller ikke, og jeg synes næppe, at man skal lade sig afskrække af at betale lidt ekstra på valutakursen – det skal man bare leve med,« siger Jens Uhrskov Hjarsbech.

Banker kræver nemlig ofte hævegebyrer, hvis man vil have udenlandsk valuta i hånden. Det gælder som regel også, hvis man giver sig til at hæve i en udenlandsk hæveautomat.

Dog kan nogle banker givetvis have særlige fordele for nogle kundetyper, som får fjernet hævegebyret, siger cheføkonomen.